Godkunst.dk
Mål | 70 x 60 cm |
Matr | Acryl på lærred |
Titel | |
Andet |
John Hansen er uddannet på Det fynske Kunstakademi 1970-76, har udstillet på censurerede udstillinger fra 1977 (KE) og efterfølgende i grupper og separat talrige steder i både ind- og udland. John Hansen er medlem af BKF og Kunstnersamfundet. Fra 1976-77 eksperimenterede kunstneren indenfor maleri såvel som grafik. Bl.a. ses en speciel teknik i acryl på japanpapir, hvor en form for opløsning af materialet understreger en antydning af en splittelse i de skildrede sprængte figurer. Resultatet var en understregning af en desperation.
I 1980’ernes slutning bliver rytmen i billederne og indkredsningen af lys kontra skygge, såvel som stofligheden og det rumlige aspekt, af helt overordnet betydning. Torsolignende figurer, der ses i midten af 1980’erne forsvinder mod slutningen af årtiet. Det bliver svært at skelne en egentlig bundfarve, idet talrige lag maling lægges oven på hinanden. Teknisk males, dryppes og sprøjtes malingen på lærredet.
I 1990’erne bliver det centrale i billederne kombinationen mellem noget rent malerisk (farvestofligt) og den konkrete flade, dvs. lærredet og/eller papiret. John Hansen tager i denne periode ofte udgangspunkt i egne litografiske prøvetryk, hvorefter han håndkolorerer billederne, så en udpræget stoflighed opstår.
John Hansen har foretaget mange rejser fra 1976, bl.a. til Holland, Tyskland og Norge. Af særlig stor betydning for hans billedkunsts udvikling bliver dog opholdet i Brasilien i 1993-94. John Hansen udstillede 4 steder i Brasilien, bl.a. Museum of Contemporary Art MACC, Campionas, Sao Paulo, Brasilien.
Fra 2004
Det gælder både de ret små (12,5 x 12,5 cm) ”Huskebilleder”, som John Hansen begyndte at udføre efter at han i 2004 flyttede til sit smukt beliggende hus i Vester Hæsinge, Broby på Fyn – til billeder i større formater uden titler, men som alle er bearbejdede naturindtryk. De små ”Huskebilleder” er blevet malt som selvstændige billeder, men kan også opfattes som hjælp til at fastholde indtrykket af det farvespil og den lysintensitet, der varierer i omgivelsernes skove, marker, søer og himmel – alt efter årstid og døgnrytme, det naturindtryk der bearbejdes og videreudvikles i de nævnte større formater.
Et hovedværk, der blev påbegyndt i Brasilien og færdiggjort i Danmark er serien ”Terra/Jord”. I billederne indgår både rød brasiliansk jord og grå-sort jord fra Sønderby Bjerge, Fyn samt æg, akryl og blyant på lærred. Rig stoflighed og udtryksintensitet udvikles i samtlige værker fra 2000.
Provence august 2006
John Hansen var på studieophold i Provence i sensommeren 2006. Fra denne tid og inspireret af omgivelsernes bjerglandskab ses en række billeder i en gylden og varm kolorit.
Alle billeder er udført i akryl på lærred. Kunstneren påfører akrylfarverne med spartel i talrige lag. Med en træpind ridses flere steder i de enkelte lag, således at de inderste lag maling flere steder kommer til syne.
Billederne er udført med en udpræget sans for naturens friskhed og omskiftelighed. Flere af billederne kan give associationer til skitser udført af såvel den engelske maler William Turner (1775-1851) som af den svenske forfatter og maler August Strindberg (1849-1912).